Dansen i parforholdet

af Ingvild Borch, d. 19. december 2019

– Hvorfor gentager vi de samme trin igen og igen?
– Kan vi danse en anden dans?

De fleste som har været i et parforhold i flere år, kender til, at man kommer ind i nogle danse, som vi danser igen og igen, også selv om vi med vores fornuft kan se, at jeg burde gøre noget andet; tage et andet trin, så partneren bliver tvunget til at tage et andet som respons på mit. Men hvad hvis jeg mister rytmen og balancen helt? Tænk hvis jeg mister mig selv i dansen, eller mister min partner? Tænk hvis dansen bliver endnu mere uoverskuelig eller den stopper helt?

Mit dansegulv

Som børn, indtog vi roller i familien. Vi fik et dansegulv. Det er ubevidste roller uden benævnelse og faste opgaver, men som alligevel var tydelig for os på et ubevidst plan, at vi skulle indtage. En del af rollerne kunne vi lide og det krævede ikke så meget af os, andre dele af rollerne var hårdt arbejde.

Måske var vi gode til at fylde lidt, så andre kunne fylde mere. Måske var vi gode til at få latter ind der hvor stemningen var tung. Måske var vi gode til at være ”nemme”, så andre ikke skulle belastes, måske var vi gode til at afsløre ”løgne” og dobbeltheder, som ellers ville vokse sig stort og giftigt. Vi udviklede en spidskompetence indenfor vores felt og det er således vores komfort-zone at befinde os her, også som voksne. Udenfor stregerne er det farligt at bevæge sig, også selv om vi måske drømmer om det og længes efter det.

Vores indre barn møder den andres indre barn

Så bliver vi voksne og møder vores partner. Vi får børn sammen, bliver gift eller forpligter os på andet vis. To dansegulve mødes. Men linjerne er usynlige streger, så det er ikke noget vi taler om og sætter ord på. Nogle gange kan vi tydelig mærke når vores streger krydser hinanden, andre gange er det ikke så tydelig.

Jo længere tid vi er sammen, jo tydeligere bliver det for os at vi ikke er ens. Vores dansegulv har en anden form end vores partner. Vi kan mærke samhørighed, tæthed, forbindelse, men også frustration, ensomhed og afkoblethed, og det kan være svært at forstå hvad der sker. Er det mig? Er det ham?

Potentiale i at tørre at være nysgerrig på den andens dansegulv

Og dette, at ens partner ikke har de samme streger, er i starten af forholdet en kilde til fascination og forelskelse, men over tid også kilde til stor irritation og frustration.

Hvordan kan han være så ligeglad og bekymre sig så lidt, over noget jeg er så bekymret over? Hvordan kan hun blive så begejstret over noget så kedeligt? Og så videre.

Hvordan arbejde med noget der er så uhåndgribelig som usynlige streger som er skabt for 20 + år siden?

Når man har danset samme dans i mange år, og der begynder at danne sig gnavesår, er det ofte svært at se, hvordan noget kan gøre at man kan danse en anden dans. Men gnavesåret fortæller en vigtig historie, og der er et stort potentiale i at udforske hvad der har ledt hen til denne smerte og fastlåsthed, og hvad der ellers er, udover et sår der gør ondt.

Hvad er det vi er så bange for?

De sider af os, som vi har tilpasset os ”væk fra”, kan ses som et ”lille barn” inde i os. Det er et sted, som ikke har fået næring, opmærksomhed, og som vi helst gemmer væk så vi ikke behøver føle os så små og udsatte.

De fleste mennesker vil både have en frygt for at ”den glemte del” bliver set og mødt, samtidig som der findes en længsel efter det samme; at blive fundet selv om vi gemmer os. Men vi har svært ved at bede om det og det kan være svært for partneren og få lov til at give denne side opmærksomhed, for den gemmer sig, i frygt for at det alligevel ikke er plads til den.

Hvad kan vi gøre for at få det bedre sammen og tør vi det?

Det sidste spørgsmål er det vigtigste, for det er nemt at tilegne sig værktøjer og strategier: Vi skal tale sammen i ti minutter hver aften, date en gang om måneden osv. Men hvis man vil invitere sig selv udenfor sine streger, gennem den anden, så kræver det mod. Mod til at se sin frygt i øjnene. Mod til at være lille og sårbar. Mod til at føle sig berettiget til kærlighed som gør at man udvider sig selv. Og det er fyldt med risiko. Hvad nu hvis han siger nej. Hvad nu hvis han ikke forstår. Hvad nu hvis.

Så det er meget der holder os tilbage, en stemme der siger, at vi måske bare skal lad det være.

At kæmpe for noget vi ikke ved hvad er

At kæmpe for parforholdet, er at turde at gå udenfor sine egne streger. Og det er altid angstprovokerende. Og som det ikke var nok, så er det en rejse uden endestation. Jeg er en voksen, på rejse, med et indre barn, som ikke ønsker at være alene og klare alting selv, og jeg vil min partner, men er bange for at træde ved siden af og miste mig selv. Og kan han klare vægten af det lille barn inde i mig, og vil jeg klare det hvis han bad mig om det samme: den smerte, det ubehag, det måske vil indebære?

At se forskelligheden som en gave

Det er nemt at sige, og så svært at udføre: At hylle at vi har et forskellig dansegulv. At være glad for at vi frygter noget forskellig. Tale om hvad vi hver i sær er bange for, som gør at vi undgår at træde ved siden af. Mærke at den anden ikke er bange for det samme som os. Skiftevis læne sig op ad den anden, når den andens frygt er mindre end min egen. Tørre at kigge min egen rygsæk og spørge indtil den andens, ud fra nysgerrighed. Se på sin partner, mens han tømmer opvaskemaskinen, og tænke: hvorfor gør han det ikke hurtigt og hektisk som jeg for at få det overstået, hvad står han og tænker på? Og hvad kan jeg lære af det?

Det er lyder nemt og det er det ikke. Men god fornøjelse med at forsøge. Mærk frygten, og lad din partner vise dig hvad du ikke skal være bange for med hans eller hendes tilstedeværelse, og vis ham/hende hvor han/hun kan træde ved siden af, med din hånd i sin

Næste blogindlæg
… handler om det at bede om hjælp, hvorfor det er så svært for os i vores overskuds- samfund, hvor vi har alt, og vi bare kan købe en selvhjælpsbog og en ny kjole. Så følg med.

Mvh Ingvild