Det u- perfekte liv med vores nærmeste

– Hvorfor det er så svært at være den bedste udgave af os selv med de vi elsker højest?

Hvordan kan det være, at jeg er fuld af overskud på arbejde, og først mærker hvor træt jeg er når jeg kommer hjem? Hvorfor bliver jeg så irriteret på mine nærmeste for store og små ting, i modsætning til når jeg taler med venner, kolleger eller naboer, når det er mine børn og min mand jeg elsker højest i denne verden og mest af alt vil være god ved?

Vi har en rygsæk med os i nære relationer

Da vi var børn, var vi små og afhængige. Vi oplevede at få vores behov dækket og at nogle passet på os, men der var også stunde hvor vi var bange og følte os udsat. Det er selvsagt forskel på, hvor tit og hvor meget denne følelse var tilstede, men alle har ting med i bagagen fra sin barndom, som aktiveres i nære relationer senere i livet.

Groft sagt, kan man sige, at det altid vil være noget vi er mere sårbare for end andre ting. Det kan være at blive latterliggjort, føle sig udenfor, føle sig dum, at føle sig grim, at fylde for meget, at fylde for lidt eller noget andet. Og når partneren eller børnene trykker lige på den knap, så bliver vi irrationelle og mærkelige og forstår nogle gange ikke selv hvad der sker med os. Vi kan bare mærke, at vi bliver vrede, ked af det; det lille barn dukker op i os, og vi skal forsvare os mod denne følelse af at være lille og udsat.

At skære en arm af for at passe ind i det større system

Vi mennesker bliver typisk ensomme, hvis vi ikke er en del af et fællesskab, men at være del af et fællesskab, betyder at man ikke kan få alle sine behov tilfredsstillet på det tidspunkt man gerne vil og på den måde man gerne vil. Og det er ikke sjældent i en familie, at den enes behov går på tværs af den andens. Eksempelvis hvis en vil se fjernsyn med høj og lyd og den anden vil have ro og stilhed. Eller den ene vil ud og opleve noget, og den anden gerne vil være der hjemme og lave ingenting. Og for at kunne være under samme tag, bliver man så nødt til at finde en vej, hvor man gradbøjer sine behov, og tilpasser sig fællesskabet. Jeg ”ofrer” noget af mig selv, og til gengæld får jeg tilhørighed, at være en del af noget der er større en mig selv.

Familien som en kogende gryde af følelser

Typisk vil der være mange følelser, man kan holde nogen lunde styr på, på arbejde, skole og børnehave. Man kan føle sig jublende glad, stolt, misforstået og uretfærdig behandlet, men man viser det i en modereret og tilpasset form. Man vil gerne holde lidt styr på, hvordan ens chef og kolleger og venner opfatter en. Man kan sige, at i frygt for at blive afvist af fællesskabet, så er vi villige til at tilpasse os ret meget.

Der hjemme har vi det som regel lidt anderledes. Man synes måske, at man har sat sine egne behov til side, hele dagen, og endelig er man hjemme og vil gerne have noget tilbage. Måske har vi nogle rester af ubehag med os fra vores dag, hvor vi ikke lige fik sagt i fra, eller vi kan mærke at vi har løbet for stærkt, og så får vi udløb for det der hjemme. Det ser ikke særlig kønt ud, men det giver god mening at det sker.

Parforholdet er presset når man har små børn

Hvis vi kigger lidt på de vilkår et par har, mens børnene er små, så er det måske ikke så mærkeligt, at tilfredsheden med parforholdet går ned? Hvor meget tid har man til at pleje parforholdet? Hvor meget mere arbejde har man lige pludselig? Og måske arbejder begge parter fuldtid eller tæt på dette. Måske har man store forventninger til, hvordan man gerne vil være som mor og far? Måske er man uenig om en del ting i opdragelsen? Og måske kan denne uenighed føles en lille smule mere kompliceret end andre uenigheder om eksempelvis hvad vi skal lave i weekenden? Måske føler man at man ikke bliver anerkendt for alt det arbejde man laver der hjemme, på arbejde, med børnene? Måske savner man tid for sig selv? Måske føler man at dele af en selv, skal sættes på pause mens man har små børn, det kan være den seksuelle side, den udforskende side, den vilde side. Og så videre.

Hvis parforholdet var et blomsterbed, kan man sige, at der er underskud på vand og gødning i perioden med små børn. Også selv om man indimellem får børnepasning og kommer på date. For hvad sker der når man endelig har tid sammen? Så skændes man om alt det man ikke har haft tid til at lufte af frustrationer i den pressede dagligdag, eller man taler om børnene da de ligger helt forrest i ens bevidsthed. Måske planlægger man næste uge, og får øje på ”huller” hvor begge skal noget vigtig på arbejde, og hvem skal aflevere børnene på torsdag, jeg har et vigtig møde kl 8?

At være god nok

Så hvad er det der gør, at børn kommer ud på den anden side, af den boblende følelsesbeholder som udgør familielivet, og bliver til selvstændige mennesker, der kan sige til og fra, udholde negative følelser og modgang, samt stoler på sin egen dømmekraft?

Er det det konfliktfrie hjem? Er det de rolige, altid nærværende forældre?

NEI! Det er det faktisk ikke. Det perfekte, konfliktfrie, altid harmoniske kan vi glemme. Men måske kan vi kigge på det uperfekte, konfliktfyldte familielivet med tilgivende øjne.

Al den tumult og uro lærer os noget vigtigt, om hvordan det er at være i et fællesskab, hvad man gør med sin frustration når man ikke får alle sine behov dækket i det øjeblik man har dem. Vi lærer at vi er til elske, på trods af, at vi får nedsmeltninger og ikke er en pen udgave af os selv. Vi lærer at på trods af store konflikter og behov der går på tværs af hinanden, så er vi stadig en familie i morgen.

Og vi prøver hver dag at gøre så godt vi kan. Og måske er det faktisk godt nok.

Næste blogindlæg kommer til at handle om de muligheder for udvikling, der findes i, at turde at kigge på sin egen rygsæk, samt være nysgerrig på den andens i et parforhold, så kan der opstå en helingsproces som kommer et dybt sted fra. Så følg med!

Venlig hilsen Ingvild