Skip to main content

Tankemylder i Coronatider – En personlig historie

30. marts 2020

Jeg har et stykke tid tænkt, at jeg vil prøve at formulere nogle ord om, hvordan denne særlige tid påvirker os psykologisk. Hvordan vi kan forstå, hvad der sker inden i os og i dynamikken mellem os. Det føles dog kunstigt at tale om ” de andre”, når dette rammer mig lige så meget som den næste, så dette indlæg bliver en personlig historie.

Et eksempel på et indre. Det er det jeg kan bidrage med.

Et indre blæsevejr

Det skifter hurtigt. Jeg går fra at være at taknemlig til at være bekymret, til at være rastløs, til at være glad. Fra at kunne nyde nuet og se det meningsfulde ved situationen og til at føle mig tom og i tomgang. Noget tungt ligger og ulmer i baggrunden, og de stunder, hvor jeg ikke tænker på det, føles det, som jeg lige glemte det et stykke tid.

Jeg er frustreret over, at dagligdagen ikke kan foregå, som den plejer. Indimellem kan jeg mærke en dyb vrede. Jeg skælder ud på statsministeren og sundhedsmyndighederne, som har sat det hele på standby på ubestemt tid. Det kan de ikke være bekendt!!

Psykologiske behov som ikke bliver opfyldt, når hverdagen aflyses

Jeg har brug for, at være nyttig for nogen hver dag – tjene penge hver dag og vide, at jeg også kommer til at tjene penge i næste uge og næste måned og til næste år. Jeg har brug for at ligge i min seng hver aften og være tilfreds med egen indsats og tænke: Jeg har gjort det bedste jeg kunne. Jeg har hjulpet nogen i dag. Jeg var god i dag.

Må jeg have det, som jeg har det?

Når vreden bølger over, så kommer eftertanken… at jeg er forkælet, overfladisk, at jeg overser det større perspektiv. Der findes andre, der har det meget værre en mig. Jeg kan ikke tillade mig at klage over, at min dagligdag ikke er i rytme. Tænk på de, der har måttet lukke helt ned. De som er syge. De som er i risiko. De som er bange. De som er ensomme.

Behovet for mening i det meningsløse

Men jeg er jo frustreret. Bekymret. Tom. Forvirret. Er det ikke ok? Giver det ikke god mening, at jeg har det sådan, når alt er forandret fra den ene dag til den anden?

Og måske er der en dybere mening med dette. Måske skal jeg lære noget helt særlig i denne periode? Ingen fortæller mig,hvad det er. Jeg skal selv finde ud af det. Hvad er det? Og er jeg i stand til det?

Hvad jeg har lært

Jeg har lært noget allerede.

Min telefon og online-samtale-skræk er væk. Jeg har samtaler med venner og familie på telefon og skærm som aldrig før. Jeg har terapeutiske samtaler på telefon og skærm. Det fungerer overraskende godt. Det var der ikke grund til at være forskrækket over.

Jeg har lært, at mine børn elsker at være hjemme. Det vidste jeg, men jeg var nok ikke klar over, hvor meget og hvor intenst. Mine børn stiller dybe, meningsfulde spørgsmål om liv og død og sygdom. De forholder sig til det, vi voksne prøver at holde på afstand. De vil gerne vide, hvad døden er for noget. Virkelig forstå det. Jeg prøver at forklare, men de bliver ved med at spørge, så jeg forklarer det nok ikke godt nok.

Min søn sagde en gang til mig: – Når jeg bliver stor, skal jeg forklare dig,hvad Gud er. Du har ikke forstået det. Sådan er det nok også med døden. Den er svær at forklare, svær at forholde sig til. Svær at servere i barnehøjde. Jeg kan give dem min tolkning, men de kommer til at finde deresegen.

Gode råd i Coronatiden

Så hvad skal vi gøre, hvad skal vi tænke? Hvad er meningen i det større perspektiv?

Skal vi lære noget?
Er der en dybere mening?

Måske. Måske ikke.

Jorden og klimaet har godt af Coronavirus, det er der ikke så megen tvivl om.
At blive revet ud af sin dagligdag og ikke kunne forestille sig fremtiden er rigtig svært for de fleste af os.
Ikke, at vide om man kommer til at tjene penge nok til at brødfødesig selv og sin familie er dybt angstprovokerende for alle.
At blive hevet ud af en travlhed som nok var for travl, men ikke selv være herre over det, er forvirrende og kan skabe modstridende følelser, hvor man både er for og mod.

Så hvis jeg skal lære noget af dette, så er det nok, at alle de stormfulde følelser, der bølger inden i mig, giver god mening.

Måske lærer jeg noget af dette. Måske ikke. Men det giver god mening, at jeg har det som jeg har det.

Jeg må faktisk godt have det, som jeg har det.

Med venlig hilsen Ingvild