Skip to main content

Børns herlige galskab

18. juni 2019
  • Får vi øje på den?
  • Må den godt være der?

I mit sidste blog- indlæg, luftet jeg min frustration over, at der efterhånden er så mange måleredskaber til at vurdere børns ”normalitet”, at vi efter mit syn, distraherer os selv fra noget værdifuldt, nemlig at få øje på børnenes unikke, skøre og herlige indre verden.

Et lille eksempel

Min pige på 3 år siger mange skøre ting i løbet af en dag, og jeg forstår ikke altid alle sammenhænge og budskaber. Hun sagde for eksempel ved puttetid:

  • I går var vi på Oslobåden og jeg vil være en sommerfugl!

Det var sent om aften, og hun skulle sove, og jeg var træt, så jeg svarede surt: – Det er sent og du skal sove nu! Hun blev vred og ked af det, men faldt til sidst i søvn.

Først da hun var faldt i søvn, kom jeg i tanke om, at hun blev malet som en sommerfugl i ansigtet for ca. et år siden, på Oslobåden! Det var det hun mente.

Små børn blander fortid og nutid og fremtid sammen, de blander virkelighed og fantasi, de giver døde ting liv og de er lige her og nu – i nuet- og finder løsninger på problemer på sin helt egen måde. De vil gerne dele af sin indre verden, og det er ikke altid vi voksne forstår eller har tid til at sætte os ind i det de fortæller os.

Et smalt normalbegreb

Som jeg skrev i sidste blog- indlæg, så sættes vi forældre oftere og oftere i situationer, hvor vi udfylder skemaer, og der printes en kurve ud, som viser hvor vores barn er, socialt, motorisk, sproglig og følelsesmæssig.

Spørgsmålene vi stiller os bliver: Hvad er det barnet kan og ikke kan? I stedet for at spørge: Hvad er det barnet gerne vil, er motiveret for, hvad gør barnet glad, stolt, nysgerrig? Hvad er det barnet trækker sig væk fra/opsøger? Hvordan er dette barn sin helt egen?

Og jeg tror, vi skal have dette med os i tankerne, når vi ser hvor mange børn der får diagnoser. Har børnene fået det dårligere? Eller bliver normalbegrebet smallere og smallere?

Hvorfor skal vi (også) rette blikket mod det skøre og mærkelige?

For at svare på det, vil jeg invitere dig med i en tankerække.

  • Hvad er det ved din kæreste, mand, kone, venner, børn, kolleger du bedst kan lide?
  • Hvad er det du tiltrækkes af, ved andre mennesker?
  • Vil du sige, at dine venner er normale?

Det jeg nok prøver at sige, er

…. at jo mere hjemme vi føler os i os selv og i en relation, jo mere mærkelige sider af ens personlighed dukker der typisk op. Og det at blive mødt og accepteret, med sine skæve, skøre, mærkelige sider, er livsbekræftende og giver os følelsen af at have værdi som det unikke menneske vi er. Og jo længere tid man har kendt et menneske, jo dybere relationen bliver, jo mere finder man ud af, at han eller hun er jo sin helt egen. Jeg har også hørt flere professionelle sige, at jo tættere på man kommer på et andet menneske, jo flere nuancer dukker der op, og jo sværere bliver det at stille en diagnose.

En anden pointe

… er, at børn udvikler sig i ryk. Det er ikke, et stabilt, forudsigeligt tempo med en lineær udvikling på alle parametre. Det er tit to skridt frem og et tilbage, to til siden og pludselig fem fremad. Det der er nemt for nogen, er helt uoverkommelig for andre, og det der hjælper for nogen, hjælper ikke for andre. 

Lige når man troede at ens barn var ble-fri, så skifter det fra vuggestue til børnehave, og vupti, barnet tisser i bukserne igen.

Og lige når vi troede at barnet godt kunne sove i egen seng, så kommer det trissende hen til forældrenes seng hver nat, og man tænker: Jeg troede den fase var overstået!

Nogle børn kan gribe en bold når de er 1 år gamle, andre først når de er 7. Nogle lærer det aldrig.

Og er det ok?

Er det ok, at et barn kan være en mester i skak, men ikke vide forskel på højre og venstre? Er det ok, at et barn er en super god ven, men ikke kan lyne sin jakke?

At lægge mærke til, og nyde det skæve og mærkelige

Jeg vil være den første til at indrømme, at jeg ikke NYDER mine børns ”galskab”, når jeg selv er presset, vi har travlt, eller de er helt umulige og ikke lytter efter. Og det er tit jeg hører mig selv sige: – Nå ja, ja vel ja. Mens jeg tænker: Hvad taler han om? Det kan være min søn som taler om et Pokemon- kort, eller et computerspil han er helt inde i, hvor jeg ikke fatter en brik.

Men, jeg tror, at noget af hemmeligheden, til at finde ro i, at man er god nok, som forælder, selv om ens barns udviklingskurve ikke er lige og opad, er at vi accepterer og er nysgerrig på det unikke og gale og skæve ved vores børn, nyder det når det herligt, og er nysgerrig på hvad det handler om, når det fører til negative samspilserfaringer for barnet.

Så kan vi måske, i små dryp, gøre normalitetsbegrebet lidt bredere, trække vejret lidt længer ned i maven, og blive mindre bekymret selv om vi præsenteres for en kurve som ligner en slalombakke.

Næste blog-indlæg

.. kommer til at handle om, hvordan en genuin og ”ikke- manualbaseret” nysgerrighed rettet mod børns indre verden, kan skabe udviklingsmuligheder for børn og familier der har det svært og hvor bekymringen er stor og berettiget. Så følg med!

Med venlig hilsen

Ingvild