Blog

AUTORISERET PSYKOLOG INGVILD BORCH

Er jeg normal?

– Og er mit barn normalt?

Som psykolog kommer jeg tit i berøring med dette spørgsmål på den ene eller den anden måde. Jeg stiller mig nok også selv dette spørgsmål, flere gange end jeg lige er bevidst om det, eller ønsker det.

Der er nogle tendenser i samfundet, særlig hvis man er børnefamilie, som gør, tror jeg, at flere og flere stiller dette spørgsmål om sig selv og sit barn, og har det som en lidt kedelig baggrundsmusik i sit liv. 

  • Vi får mere og mere viden om hvad der er “normalt”, eksempelvis hvad et barn “skal” kunne når det er 1 år, 3 år og 5 år. 
  • Antallet af diagnoser givet til børn, eksempelvis ADHD, har været stigende i mange i år. 
  • Børn testes og vurderes mange gange i løbet af livet, på mange forskellige måder, også selv om der ikke er en bekymring
  • Sociale medier gør os i stand til at lave et perfektioneret billede af hvem vi er, til omgivelserne, gennem billeder, tekster og redigering

Undersøgelser børn og forældre møder, inden barnet er 5 år

De fleste af os har flere billeder af vores børn, fra før de kom til verden. Der er nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning. Jeg fik også en ekstra scanning fordi mit barn var så stor inde i maven. Jeg kunne fravælge disse scanninger, men det ville jeg ikke. Jeg ville gerne vide, om der var noget GALT. Om mit barn var normalt inde i maven. 

I institutionerne mine børn har gået i, har de blevet vurderet hvert år, ud fra nogle spørgsmål pædagoger og forældre skal udfylde, som resulterer i en kurve som viser hvor barnet befinder sig motorisk, socialt, sproglig og følelsesmæssig. 

Hos lægen kommer børnene til helbredsundersøgelser ved 5 uger, 12 uger, 12 måneder, 2, 3 og 5 år. I skolen testes de motorisk i 0. klasse og sundhedsplejersken vurderer også højde, vægt, balance og andre ting. 

De sidste mange år, har jeg ikke oplevet, at holde en samtale med en lærer elle pædaog, hvor der ikke indgår test- eller vurderingselement i samtalen, som indgår som udgangspunktet for samtalen. 

Er der noget galt i at børn testes og vurderes løbende?

Er der noget galt i at vi passer på vores børn? At hvis de skulle falde udenom normal- kurven, så opdager vi det og gør noget ved det? Og undersøgelserne er tilbud, ikke krav. Men jeg kan ikke lad vær med at få en følelse af, at vi prøver at danne os et sikkerhedsnet under børnene, så vi sikrer os, at vi er sikre på, at de er NORMALE. Og hvis de ikke er normale, så bekymrer vi os, og hvis vi er heldig, så laves der en indsats omkring barnet. Eller barnet kan få en diagnose og måske medicin. 

Når dette er sagt, så er der også børn der bliver “fanget” af sikkerhedsnettet, og som får god hjælp og heldigvis for det! 

Men hvad mister vi, ved at være så fokuserede på det normale?

Problemet med alle disse mål og vurderinger, er at det ikke siger noget om, hvordan barnet har det indeni. Fokus for samtalen er ikke hvordan mit barn har det med at cykle, bevæge sig, hvordan ser han ud i hovedet? Er han glad? Kan han lide det?

Fokus er på hvordan han KLARER det. Hvordan han er motorisk: Dygtig eller ikke så dygtig? 

Hvordan er hans fin-motorik, grov- motorik, koordinationsevne? Hvor meget vejer han? Er dette normalt i forhold til hans alder? Hvad siger sundhedsstyrelsen?

Det betyder, at når pædaogen og jeg har 45 minutter pr. halve år, til at tale om mit barn, så taler vi om barnet set UDEFRA. Hvordan vi ser barnets adfærd, “objektivt”. Nu har de pædagoger i mine børns institutioner altid været gode til at fortælle noget mere om mine børn, udover test-materialet, men test materialet bliver styrende for hvorhen vi retter vores blik og hvad vi lægger vægt på, som vigtig i samtalen. Og efter hver samtale, går jeg derfra med en bekymring for den nederste del af kurven. En bekymring som varer nogle dage, inden jeg får rystet det af mig. 

For er det så vigtig?

Er det så vigtigt, om mit barn scorer lidt over, eller lidt under, eller lidt ved siden? Er det så vigtigt, om profilen er skæv eller lige, hakket eller kantet?

Jeg tror, at hvis pædagogen og læreren, fik lov til at smide sit test-materiale væk, og bare fortælle mig om mit barn, sådan som de oplever ham, så vil der komme flere gale, sjove, skæve historier om mit barn, som ville få mig til at være tryg ved, at de ser ham, de forstår ham, de ser hvor herlig, skør og skøn han er !!

Så hvad kan vi gøre, for at arbejde i den anden retning? Hen i mod et større og bredere normal- begreb og måske et mindre fokus på det NORMALE?

Det vil jeg komme med nogle bud på, i næste blog- indlæg, så stay tuned!

Med venlig hilsen Ingvild

BØRNEPSYKOLOG

læs mere

KRISE

læs mere

PARTERAPI

læs mere

STRESS

læs mere